De danskfaglige mål

De danskfaglige mål med forløbet var blandt andet at eleverne skulle tilegne sig viden om makrostrukturen i en berettende tekst. Det særlige sproglige fokus var at eleverne skulle producere en sammenhængende skriftlig beretning med udgangspunkt i notater fra samtaler i familien om det valgte billede- med andre ord at styrke elevernes sproglige repertoire gennem en bevægelse fra at bruge mundtlig og skriftligt sprog i små enkeltsætninger til at producere en mere sammenhængende tekst med bevidst komposition.

Forældreinddragelsen og den sproglige stilladsering i dette forløb

I et andetsprogsperspektiv er det vigtigt at strække mundtlighedsfaserne før det egentlige skrivearbejde for at styrke de tosprogede elevers skrivning af faglige tekster. Samtalelektierne er den første fase, og de efterfølgende samtaler på klassen udgør den anden fase i disse mundtlighedsaktiviteter.

Læreren forberedte klassens elever til samtalelektien på flere måder. For det første havde læreren skrevet et brev henvendt til både elev og forældre hvori det blev oplyst at man sammen skulle vælge et billede der betød særligt meget for familien samt at man skulle tale om det valgte billede sådan at eleven den følgende undervisningsgang kunne berette om baggrunden for billedet. De punkter man skulle omkring i den enkelte familie, blev oplyst i brevet. Dernæst blev brevet til forældrene læst op og gennemgået på klassen så alle elever vidste hvad der stod i brevet og dermed kunne forklare opgaven for resten af familien.

Gennem samtaler med familien kunne eleverne få mulighed for at bruge nye og kendte hverdagsord på såvel dansk som på det sprog der anvendes i de forskellige familier som baggrund for at møde nye faglige ord i skolekonteksten. På den måde blev det mundtlige sprog omkring yndlingsbilledet aktiveret i flere sammenhænge og kunne udgøre en kendt baggrund for den efterfølgende skriveproces.

I forbindelse med klassesamtalen den efterfølgende undervisningsgang fik eleverne endnu engang mulighed for at øve sig på at berette om yndlingsbilledet inden skriveprocessen. Med vigtige familiære begivenheder som omdrejningspunkt blev der skabt semantiske netværk til så forskellige emner som bryllup, sommerferier i ind- og udland, udflugter til diverse forlystelsessteder samt arkæologiske fund i nærområdet. De familiære relationer som mor, far, søster, bror, kusiner, fætre, bedsteforældre med mere blev gentaget mange gange, og hertil blev der knyttet forskellige evaluerende kommentarer som fx 'det minder om en god dag', 'det var hyggeligt', vi var glade'- alle kommentarer der kunne kopieres af eleverne til deres tekst - eller som noget de kunne omformulere og tænke videre på i deres individuelle skriveproces.

Klassesamtalen kom også til at demonstrere hvorledes skolens og hjemmets sprog kan tænkes sammen selvom de indimellem i skolen fungerer som adskilte størrelser. En elev fortalte om et bryllup som hun havde deltaget i, og da hun skulle nævne brudgommens navn, tøvede hun og sagde: 'Jeg kan ikke sige det på dansk.' Læreren pointerede at det behøvede hun heller ikke- hun kunne bare sige det på arabisk. Det førte til en lille samtale om hvorvidt vi oversætter navne mellem sprog og til at få demonstreret at nogle navne bare er svære at sige på grund af artikulation og trykforhold. Samtidig blev det også italesat at læreren faktisk fordansker de tosprogede elevers navne, og læreren gav på den måde i et øjeblik afkald på sin faglige ekspertise der blev overladt til eleven som viste hvordan man rent faktisk skulle udtale brudgommens navn. Denne udveksling af ekspertpositioner var endvidere allerede etableret i emnevalget idet læreren gentagne gange understregede at 'det er jo jeres billede så det er jo kun jer der ved hvad der sker på billedet og hvorfor det er jeres families yndlingsbillede. Og det er jer der skal fortælle os andre om det.'

Birgit Orluf, lektor v Professionshøjskolen UCL