Forældre som Ressource
3. klasse matematik

Decimaltal (matematik) 3. klasse

3.klasse skulle lære om decimaltal og at regne med decimaltal. I sin planlægning af forløbet havde læreren taget udgangspunkt i følgende Fælles Mål:

  • At kende eksempler på brug af decimaltal og enkle brøker fra hverdagssituationer

Desuden havde læreren opstillet sproglige mål for sin undervisning, som var følgende:

  • Kende og gøre brug af fagordene decimaltal og hele tal
  • Mundtligt at kunne give eksempler på hvor og hvornår der bruges decimaltal

Tegn på, at eleverne var på vej eller havde nået målet, var:

  • At kunne placere decimaltal i forhold til hinanden på en tallinje
  • At kunne beskrive om det var længdemål, vægt eller en pris

Indledningsvis fortalte læreren om decimaltal, og at decimaltal blev brugt til at få større nøjagtighed end ved hele tal.

Læreren fokuserede særligt på at gøre decimaltal nærværende og meningsfuldt for eleverne og koble decimaltal til de erfaringer, eleverne havde fra deres hverdag. I den proces fik eleverne øje på, at decimaltal ofte indgår, når det drejer sig om længdemål, vægt eller priser.

For yderligere at koble decimaltal til elevernes erfaringsverden fik de stillet den opgave, at de sammen med deres forældre skulle finde tre forskellige decimaltal.

Da eleverne kom tilbage i klassen, havde læreren planlagt forskellige måder, hvorpå de indsamlede erfaringer med decimaltal kunne gøres til læring for eleverne.

En opgave var, at eleverne skulle tegne en tallinje på tavlen og på skift skrive deres mindste decimaltal ind, hvor det hørte til på tallinjen. En anden opgave var, at alle elever skulle udpege deres største decimaltal og indgå i en lang række, hvor eleven med det højeste decimaltal stod ved tavlen. En tredje opgave bestod i, at eleverne skulle vælge et af deres decimaltal, fortælle hvad de havde målt, og om det var et længdemål, et vægtmål eller en pris.

På nær to elever kom alle tilbage med tre decimaltal, de havde fundet sammen med deres forældre. De to elever, der havde glemt hjemmeopgaven, fik hjælp af læreren til at skrive tre decimaltal ned, så de kunne deltage i de efterfølgende opgaver. Der var stor aktivitet i klassen, og alle elever indgik i samtale om hvilke tal, der var højest og lavest. I særdeleshed opgaven, hvor eleverne skulle stå på række, gav anledning til store diskussioner. Flere gange måtte eleverne inddrage synssansen og skrive tallet ned for på den måde at få hjælp til at stille sig på den rigtige plads.

Eleverne var synligt interesserede i de efterfølgende beretninger, hvor de hver især fortalte om, hvorfra et af deres decimaltal stammede.

En dreng fortalte, at han havde fået hjælp af sundhedsplejersken, som netop var på besøg, til at måle sin nyfødte lillesøster. En anden dreng fortalte, at han sammen med sin far havde målt dæktrykket på deres bil. En pige havde sammen med sin mor målt køkkenbordet. Alle sammen fortællinger, der var med til at gøre decimaltal nærværende og meningsfuldt for eleverne.

Efterfølgende arbejdede klassen videre med decimaltal på forskellige måder. Forældrene fortalte, at opgaven havde gjort det nemmere at spørge børnene, hvordan det gik i matematik, og hvad de mere havde lært om decimaltal. Forældrene fortalte yderligere, at opgaven havde gjort decimaltal synlige i familierne og dermed lettere at inddrage i kommunikationen derhjemme mellem forældre og børn. Og selvfølgelig synliggjort de sprog elever og forældre gør brug af i deres hverdag!

Ulla Kofoed, lektor v Professionshøjskolen UCC

Planlægningsskema - 3. klasse matematik